Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Huskeliste til forældre

Huskeliste til forældre

Påklædning og garderobe

Denne huskeliste er ment som en hjælp til at finde rundt i junglen af børneudstyr og hvad der er brug for på de forskellige årstider.

Når vi går ud med jeres børn, er det  vigtigt at de har behageligt tøj og fodtøj på - som passer til årstiden.

Forår

Om foråret når det stadig er lidt køligt kan det være en god ide at anskaffe sig et thermosæt. Det er rart at have på, fordi det er let og derfor nemt at bevæge sig i, og samtidig isolerer det mod kulden. Når I køber forårssko, så tænk på, at de skal være lette at tage af og på. Det er en god ide med velcrolukning. I starten af foråret er det stadig en god ide med en tynd bomuldselefanthue. Af sikkerhedsmæssige årsager må børnene ikke have huer med bindesnore.

Det er også nødvendigt at anskaffe sig et regnsæt og gummistøvler. Det er vigtigt at der sidder en hætte på regnjakken, så det ikke regner ned i nakken.

Sommer

Om sommeren anbefaler vi, og sundhedsstyrelsen, at børnene bærer tøj, som mindst går til knæ og albuer. Løstsiddende tøj af tætvævet stof giver den bedste beskyttelse mod solen og er køligt, når det er varmt. I skal smøre børnene med solcreme hjemmefra. De steder, hvor huden ikke er dækket af tøj, skal huden smøres, f.eks. på ansigt og hænder. Brug en vandfast solcreme faktor 15, som beskytter mod både UVA og UVB-stråling. Børnene bør også have en bredskygget hat på, der dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke.

Det er en god ide at have en lille jakke og en tynd cardigan til at ligge i garderoben, da det kan være lidt køligt om formiddagen når vi går på tur.

Når I køber sandaler, er det vigtigt at hæl og tæer er dækket til. Især de små tæer er udsatte på legepladsen.  Også her er det en god ide med velcrolukning.

Regntøj med hætte og gummistøvler hører også til sommer-garderoben.

Efterår

Om efteråret når det begynder at blæse og blive koldt, er regntøjet og gummistøvlerne vigtige, og ligesom om foråret, kan det være en god ide at anskaffe sig et thermosæt eller fleecesæt. Det er rart at have på, fordi det er let og derfor nemt at bevæge sig i, og samtidig isolerer det mod kulden. En bomuldselefanthue hører også til efterårsgarderoben.

Vinter

Flyverdragt, vinterstøvler, hue og vanter hører til vintergarderoben. Når I anskaffer en flyverdragt, så sørg for, at der er en hel håndfuld stof på numsen af dragten, når barnet står op – hverken mere eller mindre, da det begrænser barnets bevægelsesfrihed, hvis den er enten for stor eller lille. To lynlåse foran på flyverdragten er en fordel, da dragten kan åbnes mere op og derfor er nemmere at kravle ned i, men ikke et "must".

Vinterstøvler med velcrolukning, er at anbefale, så børnene selv kan tage støvlerne af og på. Det er en rigtig god ide med en elefanthue, da den ikke alene varmer ørerne, men også halsen. Af sikkerhedsmæssige årsager må børnene ikke have huer med bindesnore i eller halstørklæder.

Det er vigtigt at jeres børn har vanter på når vi skal ud, så de ikke fryser om de små fingre.

Vores erfaring er, at når det er meget koldt, er de bedste vanter, luffer med lynlås. Når det ikke er så koldt er det fint med strikluffer. Fingervanter duer ikke til så små børn. Det er meget bedre med luffer. Det er samtidigt meget vigtigt, at vanterne sidder fast i flyverdragten med elastiksnor, som kun lige når ud ad ærmet. Hvis de er længere, er de i vejen og barnet kommer til at træde på dem når de ikke er i brug. Snoren skal være bundet fast i stroppen i nakken af flyverdragten.

Da børn jo ikke altid ser det fornuftige i luffer, vil en uldtrøje, hvor ærmerne kan trækkes ud over hænderne, være et godt supplement. Det er i det hele taget en god ide at have en striktrøje eller fleecetrøje i garderoben til at have inden under flyverdragten i tilfælde af meget frost.

Garderoben

I garderoben synes vi, at det er smartest, at overtøjet hænger på knagen og at huen eller sommerhatten ligger i den grønne pose. Støvler/sko/sandaler placeres nederst og sutsko på øverste hylde. Hvis jeres barn bruger sut, kan den ligge i skabet.

Indendørs tøj

Det er rarest for børnene at have tøj på med stor bevægelsesfrihed og desuden også meget nemmere for børnene selv at tage deres tøj af og på, når de ikke har stramtsiddende tøj på.

De store børn øver sig i at gå på toilettet og derfor anbefaler vi, at de har todelt undertøj på i stedet for bodystocking. Det er svært selv at åbne bodystockingen og når de skal på toilettet hænger den ned i kummen.

Sutsko

Det er vigtigt at jeres børn har sutsko på, så de står fast og ikke får gennemblødte sokker, hvis nogen skulle være kommet til at spilde eller pjaske lidt med vand. Børnene skal helst selv kunne få dem af og på og de skal sidde tæt til foden. Det er ikke nødvendigt med uldsutsko, da vi har en god varme.

På varme sommerdage er det helt fint med bare tæer.

Bleer og skiftetøj

Hvert barn har en lille kurv, enten på spædstuen eller børnetoilettet, til skiftetøj og bleer. Det passer nogenlunde hvis I lægger 15 bleer i kurven hver mandag. Husk at tjekke "skiftetøjssituationen" ved samme lejlighed, også for om det passer - både til årstiden og i størrelsen.

Når vi sætter et lille markat på garderoben om at jeres barn mangler bleer eller skiftetøj, vil vi gerne bede jer sætte markatet ude på børnetoilettet, når I fylder op med det der nu mangler.

Navn i tøjet

Skriv navn i jeres børns tøj. Det er så ærgerligt at bruge tid på at finde ud af, hvilken hue der tilhører hvem, lige når vi står og skal ud. Og mindst ligeså ærgerligt er det, når den hjemmestrikkede trøje fra farmor forsvinder… Så husk at skrive navn i tøjet!

Hårspænder og elastikker

Af hensyn til de mindste børn, som jo kan finde på at proppe næsten alt i munden, fraråder vi brug af metalhårspænder. Brug i stedet hår elastikker.

 

Klar til børnehave

 

Hvis jeres barn skal op i vores børnehave, hjælper vi med at lette overgangen, ved at tage på små besøg, så det lærer stedet og de nye kammerater at kende.
Cirka en gang om måneden tager en lille gruppe vuggestuebørn med børnehaven i skoven. Dette for at vuggestuebørnene lærer stedet at kende, men selvfølgelig også for at nyde naturen og de lækre omgivelser i Skodsborg. Endvidere har de ældste vuggestuebørn, i vinterhalvåret, rytmik i børnehaven med de yngste børnehavebørn. Disse besøg medvirker til at skabe en god relation til både børn og personale i børnehaven.

Hvis barnet har fået plads i en anden børnehave, arrangerer vi et besøg, hvis det kan lade sig gøre.
For at sikre en god overgang fra vuggestue til børnehave finder vi det vigtigt at sikre en god kommunikation mellem personale og forældre. Derfor holder vi en overleveringssamtale før barnet starter i børnehaven. Til denne samtale medvirker en fra barnets vuggestuegruppe, forældrene samt en pædagog fra barnets kommende børnehavegruppe. Samtalen foregår uden barnet.

Formålet med denne samtale er at overlevere informationer om barnets aktuelle udvikling, som kan hjælpe til en god start i børnehaven og ikke mindst at skabe tryghed hos forældrene ved på forhånd at kende til børnehavens rutiner og kunne spørge ind til disse før barnets start.

Samtalen varer ca. 30 min og vi har en dagsorden med faste punkter, for at sikre at vi kommer omkring de områder som vi finder vigtige.

 

Praktisk i hverdagen

Aflevere og hente

Alle børn afleveres i vuggestuen på tredie sal indtil kl. 8 hvorefter børnehavebørnene går på fjerde sal.
Alle børn skal være afleveret inden 9.30 hvor vi holder morgensamling medmindre andet er aftalt.

Det er vigtigt, at vi har opmærksomheden hos børnene til samlingen. Koncentrationen slipper let ved den mindste forstyrrelse. Derfor skal vi ikke forstyrres, når vi har samling og kommer I når vi har samling, bedes I vente med at aflevere, til vi er færdige.

Husk endelig at sige goddag og farvel når I henter og bringer, så vi ved, hvem der er kommet, og hvem der er gået. Er det svært at sige farvel hjælper vi gerne.

Hentes barnet af andre skal vi vide det.

Vi opfordre alle til at støtte sit barn, til at rydde det legetøj op det er i gang med at lege med, så alle tager sin tørn der sidst på eftermiddagen.

Fødselsdage

Vi anerkender at barnets fødselsdag er en stor begivenhed i barnets liv, og det fylder utroligt meget for børn i børnehavealderen at fylde år. Vi kommer gerne på besøg hos jer, hvis I inviterer os. Kom I så god tid som muligt, så prøver vi at få det til at passe, det skal dog hænge sammen i vores kalender, både i forhold til planlagte møder mv. samt by/skov, nogle gange må vi komme en anden dag end den egentlige fødselsdag, men det er stadig en stor fornøjelse. Det er vigtigt, at fødselsdagsbarnet er hjemme, når vi kommer og bliver hjemme når vi går igen, da det er værtens rolle og vores erfaring er, at barnet har brug for at slappe af hjemme, efter et par timer med huset fuld af gæster. Fødselsdagsbesøg plejer at være en rigtig god oplevelse for både gæster, fødselsdagsbarn og familie. Hvis man vil fejre sin fødselsdag i børnehaven, kan man også det, vi synger fødselsdagssang og råber hurra og fødselsdagsbarnet er meget velkommen til at dele noget ud til de andre børn. Vi anbefaler en lille is, kage, boller eller lign. gerne økologisk og uden tilsætningsstoffer jvf. vores kostpolitik. Vi holder fødselsdagen i løbet af dagen, når det passer ind i vores plan. Vi kan desværre ikke tilbyde, at familien kan deltage i fødselsdage, vi afholder i børnehaven, af hensyn til de øvrige børn.